SOSJ historie - Sosjdacia.org

Sovereign Order of St. John of Jerusalem, Knights Hospitaller
Gå til indhold

SOSJ historie

Historie


Ordenens historie og fundament

Den del af Ordenens historie der omhandler forsvar af vores kristne tro via vores egne flåde- og  landmilitære kræfter i middelalderen, især den store belejring af Malta i 1565, er velkendt. Men den kendsgerning, at vores hospitaler i løbet af disse århundreder var mønstereksempler på lægehjælp for alle trosretninger, er mindre kendt.
  Vores tradition for at forsvare kristendommen og hjælpe mennesker går over 900 år tilbage til tidspunktet for det første korstog.  Da korsfarerne stormede Jerusalems porte i 1099, fandt de et hospital, senere dedikeret til Johannes Døberen, som var blevet oprettet med det formål at hjælpe syge og trætte mennesker, der havde gjort pilgrimsrejsen til det Hellige Land. Det behandlede både kristne og muslimske rejsende.
Hospitalet modtog støtte fra de handlende i Amalfi, en havneby nær Napoli, for at hjælpe både de handlende og pilgrimmene. Deres symbol i form af det otte-takkede Alamfi-kors, er korset vi bærer med stolthed i dag. I 1113 blev brødrene der drev hospitalet anerkendt som en ridderorden, og i 1126, påtog de sig også en militær rolle. Efter to hundrede års korstog svandt opbakningen fra de europæiske fyrster ind og herefter - i 1291 – mistede Ordenen det sidste fodfæste i mellemøsten, nemlig Acre.
Efter en kort tid på Cypern, flyttede ridderne til Rhodos, som de holdt i omkring 213 år. De blev kendt for deres hospital og avanceret medicinsk behandling. Imidlertid blev de angrebet i 1521 af overvældende styrker under kommando af Suleiman den Store.
Selv om riddere tabte, fik de lov til at forlade Rhodos medbringende deres hellige relikvier, som Suleiman tillod, fordi de havde kæmpet så tappert og ærefuldt imod alle odds . For en kort tid var ridderne hjemløse. Men i marts 1530, underskrev den romerske kejser Karl V, på grund af sin beundring for riddernes tapperhed i deres forsvar af Rhodos, akten ”donation af Malta" hvori øen Malta blev skænket til Ordenen, sammen med flere andre nærliggende øer.
Den eneste ydelse der blev krævet til gengæld, var den årlige betaling på Allehelgensdag. Betalingen bestod af en enkelt falk, der skulle gives til Karl´s vicekonge af Sicilien. Denne årlige symbolske betaling var oprindelsen til legenden om Malteserfalken.
Ligesom på Rhodos, byggede ridderne et stort hospital. De befæstede øen kraftigt og  udvidede deres flåde. Deres rigdom voksede hurtigt, og Ordenen blev ejer af store ejendomme i hele den kristne verden. Deres færdigheder og viden inden for banksektoren blev også kendt.
På Malta stod Ordenen, som var en stærk maritim faktor i Middelhavet, over for et fornyet angreb fra tyrkerne, der denne gang stillede med 40.000 mand. Ordenen rådede over 650 riddere der kæmpede bravt, og selv om de led store tab, tvang de til sidst fjenden til at trække sig tilbage. Denne kamp gik over i historien som "The Great Siege of Malta". Ridderne forblev på Malta indtil Napoleon besatte øerne – og beslaglagde deres skatte - på vej til Egypten i 1798.
Kort før dette angreb, havde den russiske zar - Paul I -  taget Ordenen under sin beskyttelse. Da franskmændene tvang ridderne til at forlade Malta, tog hovedparten af riddere derfor til St. Petersborg, mens andre søgte pavens beskyttelse.
Zar Paul udvidede det tidligere polske Priorat, således at romersk-katolske riddere kunne høre under dette. Han skabte også et økumenisk munkekloster for andre kristne riddere, de russiske medlemmer, og medlemmer af adelen. Vores Orden fortsætter med at være en økumenisk kristen ordre til denne dag, og er beskrevet i vores nuværende forfatning som:
Et økumenisk og international samfund af kristne riddere og damer.
I 1799 blev zar Paul valgt som den 70. stormester i Ordenen, og han etablerede yderligere 118 arvelige kommandørtitler.  Da zar Paul blev myrdet, overtog den nye zar - Alexander I - beskyttelsen af den russiske Orden.
Siden begyndelsen af reformationen har overhovederne for kongefamilierne i  Preussen, England, Holland og Sverige, på forskellige tidspunkter, opretholdt eller etableret særskilte protestantiske grene af Ordenen, som alle yder et fortjenstfuldt arbejde og  fortjener vores respekt.
Vores Ordenen har kunne fortsætte  traditionen fra de brødre, som  grundlagde den første hospital i Jerusalem, på grund af zar Paul´s aktive indsats, og Ordenen fortsætter med at praktisere det grundlæggende formål, om at tjene Kristi syge og fattige.
Efter den bolsjevikiske revolution i 1917, gik mange russere med arvelige ridderskaber i Ordenen, i eksil i Europa og Amerika.
Kong Alexander, konge af Jugoslavien, var medlem af det ortodoks kongehus, der var i nærmeste familie med de russiske zarer : huset  Karageorgevitch. På tidspunktet for den russiske revolution, blev det derfor bestemt, at de hellige relikvier skulle sendes i sikkerhed hos den jugoslaviske kongefamilie. Johannes Døberens højre hånd opbevares og fremvises den dag i dag,  i Cetinje Kloster i Montenegro.
I 1962 blev kong Peter II, konge af Jugoslavien i eksil og bosiddende i London, bekræftet som ”Ordenens Høje Protektor”. Det fremhæves, at Hans Majestæt nedstammer både fra zar Paul I og dronning Victoria og var fætter til Hendes Majestæt, Dronning Elizabeth II. I 1964 gav kong Peter II os vores nuværende charter og forfatning. Disse dokumenter indeholder de retningslinjer som vi følger i vores fortsatte arbejde, med at hjælpe dem der har hjælp behov, i overensstemmelse med traditionerne og love  gennem tiderne.
Samme år blev oberst Paul de Granier de Cassagnac valgt til stormester for livstid. Senere i 1964 blev kong Peter også valgt som Ordenens 73:e stormester for livstid, af en gruppe med arvelige riddertitler, på et møde i New York. Dette resulterede i to parallelle grene af Ordenen, som begge fastholdt kontinuiteten i Order of Saint John som fastlagt ved etableringen  i 1113 og opretholdt i rammerne af forfatningen udstedt af kong Peter II i 1964.
Begge disse grene af Order of Sct. John har efterfølgende fastholdt kontinuiteten med Ordenens traditioner fra grundlæggelsen gennem valg af ledelse under Stormestre og Stormestrestedfortræderes på samme måde som gennem lovene, i overensstemmelse med Kong Peter II´s konstitution.  
Under ledelse af en arbejdsgruppe fra begge grene, under forsæde af HE Yves de Villepin, Grand Master Emeritus fra de Cassagnac´s  linje som stormester, blev en fuld genforening gennemført i  Budapest  i 2010. Desuden forelå i 1999 en anerkendelse af vores Orden fra Dronning Elizabeth II, i majestætens egenskab af Canadas dronning.  Alle disse kendsgerninger understøtter Ordenens direkte linje gennem zar Nicolaj II tilbage til zar Paul I og videre tilbage til den oprindelige hospitalsorden.
Under henvisning til De Forenede Nationers verdenserklæring om menneskerettigheder, har vi sikret, at kvinder nu spiller samme rolle i vores Orden, som ridderne.  Ved dekret i Ordensrådet på et rådsmøde i England i 1998 blev det besluttet, at kvinder kan besidde hvilken som helst funktion i Ordenen.
De vigtigste mål for Ordenen er:
Forsvar af den kristne tro

• Fremme af idealet om menneskerettigheder, som defineret i deklarationen fra De Forenede Nationer
• Hengivenhed og omsorg for vores medmennesker
OG
• at være dedikeret til  - på en konkret måde -  at tjene de syge og fattige
Det er passende at slutte med vores motto:
PRO FIDE, PRO UTILITATE HOMINUM
For troen, til menneskenes bedste

Revideret af :
H.E Bailiff Glen McLaughlin, GCSJ, MMSJ
Grand Prior of the Americas
June 9, 2010
og:
H.E. Bailiff Owen Brown, GCSJ, CMSJ, MMSJ
Grand Commander
May 4, 2011

Senest revideret i Petit Conseilles
Forår 2015.

Oversat af Kommandator Michael Gertsen 2013.


Tilbage til indhold